Databehandleraftale
Vilkår for behandling af personoplysninger i henhold databeskyttelsesforordningen.
Denne databehandleraftale er indgået i henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning 2016/679 (databeskyttelsesforordningen) med henblik på behandling af personoplysninger.
Aftalen er indgået mellem:
Den dataansvarlige
og
Databehandleren:
Nemsignatur ApS
P. O. Pedersens Vej 2
8200 Aarhus
CVR: 45542149
(herefter samlet benævnt parterne).
Parterne har aftalt følgende vilkår og betingelser (Bestemmelserne) med henblik på at overholde databeskyttelsesforordningen og sikre beskyttelse af privatlivets fred og fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder:
1. Præambel
1.1 Disse Bestemmelser fastsætter databehandlerens rettigheder og forpligtelser, når denne foretager behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige.
1.2 Disse bestemmelser er udformet med henblik på parternes efterlevelse af artikel 28, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen).
1.3 I forbindelse med leveringen af databehandlerens tjenester behandler databehandleren personoplysninger på vegne af den dataansvarlige i overensstemmelse med disse Bestemmelser.
1.4 Bestemmelserne har forrang i forhold til eventuelle tilsvarende bestemmelser i andre aftaler mellem parterne.
1.5 Der hører tre bilag til disse Bestemmelser, og bilagene udgør en integreret del af Bestemmelserne.
1.6 Bilag A indeholder nærmere oplysninger om behandlingen af personoplysninger, herunder om behandlingens formål og karakter, typen af personoplysninger, kategorierne af registrerede og varighed af behandlingen.
1.7 Bilag B indeholder den dataansvarliges betingelser for databehandlerens brug af underdatabehandlere og en liste af underdatabehandlere, som den dataansvarlige har godkendt brugen af.
1.8 Bilag C indeholder den dataansvarliges instruks for så vidt angår databehandlerens behandling af personoplysninger, en beskrivelse af de sikkerhedsforanstaltninger, som databehandleren som minimum skal gennemføre, og hvordan der føres tilsyn med databehandleren og eventuelle underdatabehandlere.
1.9 Bestemmelserne med tilhørende bilag skal opbevares skriftligt, herunder elektronisk, af begge parter.
1.10 Disse Bestemmelser frigør ikke databehandleren fra forpligtelser, som databehandleren er pålagt efter databeskyttelsesforordningen eller enhver anden lovgivning.
2. Den dataansvarliges rettigheder og forpligtelser
2.1 Den dataansvarlige er ansvarlig for at sikre, at behandlingen af personoplysninger sker i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (se forordningens artikel 24), databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret eller medlemsstaternes1 nationale ret og disse Bestemmelser.
2.2 Den dataansvarlige har ret og pligt til at træffe beslutninger om, til hvilke(t) formål og med hvilke hjælpemidler, der må ske behandling af personoplysninger.
2.3 Den dataansvarlige er ansvarlig for, blandt andet, at sikre, at der er et behandlingsgrundlag for behandlingen af personoplysninger, som databehandleren instrueres i at foretage.
1 Henvisninger til "medlemsstat" i disse bestemmelse skal forstås som en henvisning til "EØS medlemsstater".
3. Databehandleren handler efter instruks
3.1 Databehandleren må kun behandle personoplysninger efter dokumenteret instruks fra den dataansvarlige, medmindre det kræves i henhold til EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som databehandleren er underlagt. Denne instruks skal være specificeret i bilag A og C. Efterfølgende instruks kan også gives af den dataansvarlige, mens der sker behandling af personoplysninger, men instruksen skal altid være dokumenteret og opbevares skriftligt, herunder elektronisk, sammen med disse Bestemmelser.
3.2 Databehandleren underretter omgående den dataansvarlige, hvis en instruks efter vedkommendes mening er i strid med denne forordning eller databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret.
4. Fortrolighed
4.1 Databehandleren må kun give adgang til personoplysninger, som behandles på den dataansvarliges vegne, til personer, som er underlagt databehandlerens instruktionsbeføjelser, som har forpligtet sig til fortrolighed eller er underlagt en passende lovbestemt tavshedspligt, og kun i det nødvendige omfang. Listen af personer, som har fået tildelt adgang, skal løbende gennemgås. På baggrund af denne gennemgang kan adgangen til personoplysninger lukkes, hvis adgangen ikke længere er nødvendig, og personoplysningerne skal herefter ikke længere være tilgængelige for disse personer.
4.2 Databehandleren skal efter anmodning fra den dataansvarlige kunne påvise, at de pågældende personer, som er underlagt databehandlerens instruktionsbeføjelser, er underlagt ovennævnte tavshedspligt.
5. Behandlingssikkerhed
5.1 Databeskyttelsesforordningens artikel 32 fastslår, at den dataansvarlige og databehandleren, under hensyntagen til det aktuelle tekniske niveau, implementeringsomkostningerne og den pågældende behandlings karakter, omfang, sammenhæng og formål samt risiciene af varierende sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder, gennemfører passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre et beskyttelsesniveau, der passer til disse risici.
Den dataansvarlige skal vurdere risiciene for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder som behandlingen udgør og gennemføre foranstaltninger for at imødegå disse risici. Afhængig af deres relevans kan det omfatte:
- Pseudonymisering og kryptering af personoplysninger
- evne til at sikre vedvarende fortrolighed, integritet, tilgængelighed og robusthed af behandlingssystemer og -tjenester
- evne til rettidigt at genoprette tilgængeligheden af og adgangen til personoplysninger i tilfælde af en fysisk eller teknisk hændelse
- en procedure for regelmæssig afprøvning, vurdering og evaluering af effektiviteten af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger til sikring af behandlingssikkerhed.
5.2 Efter forordningens artikel 32 skal databehandleren – uafhængigt af den dataansvarlige – også vurdere risiciene for fysiske personers rettigheder som behandlingen udgør og gennemføre foranstaltninger for at imødegå disse risici. Med henblik på denne vurdering skal den dataansvarlige stille den nødvendige information til rådighed for databehandleren, som gør vedkommende i stand til at identificere og vurdere sådanne risici.
5.3 Derudover skal databehandleren bistå den dataansvarlige med vedkommendes overholdelse af den dataansvarliges forpligtelse efter forordningens artikel 32, ved bl.a. at stille den nødvendige information til rådighed for den dataansvarlige vedrørende de tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, som databehandleren allerede har gennemført i henhold til forordningens artikel 32, og al anden information, der er nødvendig for den dataansvarliges overholdelse af sin forpligtelse efter forordningens artikel 32. Hvis imødegåelse af de identificerede risici – efter den dataansvarliges vurdering – kræver gennemførelse af yderligere foranstaltninger end de foranstaltninger, som databehandleren allerede har gennemført, skal den dataansvarlige angive de yderligere foranstaltninger, der skal gennemføres, i bilag C.
6. Anvendelse af underdatabehandlere
6.1 Databehandleren skal opfylde de betingelser, der er omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 28, stk. 2, og stk. 4, for at gøre brug af en anden databehandler (en underdatabehandler).
6.2 Den dataansvarlige giver med disse Bestemmelser en generel godkendelse til databehandlerens anvendelse af underdatabehandlere i overensstemmelse med bestemmelse 6.3.
6.3 Den dataansvarlige giver databehandleren en generel forhåndsgodkendelse til anvendelse af underdatabehandlere. Databehandleren opretholder en til enhver tid opdateret liste over anvendte underdatabehandlere på sin hjemmeside (se bilag B). Databehandleren kan til enhver tid ændre anvendte underdatabehandlere ved opdatering af listen. Den dataansvarlige er ansvarlig for løbende at holde sig opdateret om listen.
6.4 Når databehandleren gør brug af en underdatabehandler i forbindelse med udførelse af specifikke behandlingsaktiviteter på vegne af den dataansvarlige, skal databehandleren, gennem en kontrakt eller andet retligt dokument i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, pålægge underdatabehandleren de samme databeskyttelsesforpligtelser som dem, der fremgår af disse Bestemmelser, hvorved der navnlig stilles de fornødne garantier for, at underdatabehandleren vil gennemføre de tekniske og organisatoriske foranstaltninger på en sådan måde, at behandlingen overholder kravene i disse Bestemmelser og databeskyttelsesforordningen. Databehandleren er derfor ansvarlig for at kræve, at underdatabehandleren som minimum overholder databehandlerens forpligtelser efter disse Bestemmelser og databeskyttelsesforordningen.
6.5 Underdatabehandleraftale(r) og eventuelle senere ændringer hertil sendes – efter den dataansvarliges anmodning herom – i kopi til den dataansvarlige, som herigennem har mulighed for at sikre sig, at tilsvarende databeskyttelsesforpligtelser som følger af disse Bestemmelser er pålagt underdatabehandleren. Bestemmelser om kommercielle vilkår, som ikke påvirker det databeskyttelsesretlige indhold af underdatabehandleraftalen, skal ikke sendes til den dataansvarlige.
6.6 Hvis underdatabehandleren ikke opfylder sine databeskyttelsesforpligtelser, forbliver databehandleren fuldt ansvarlig over for den dataansvarlige for opfyldelsen af underdatabehandlerens forpligtelser. Dette påvirker ikke de registreredes rettigheder, der følger af databeskyttelsesforordningen, herunder særligt forordningens artikel 79 og 82, over for den dataansvarlige og databehandleren, herunder underdatabehandleren.
7. Overførsel til tredjelande eller internationale organisationer
7.1 Enhver overførsel af personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer må kun foretages af databehandleren på baggrund af dokumenteret instruks herom fra den dataansvarlige og skal altid ske i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens kapitel V.
7.2 Hvis overførsel af personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer, som databehandleren ikke er blevet instrueret i at foretage af den dataansvarlige, kræves i henhold til EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som databehandleren er underlagt, skal databehandleren underrette den dataansvarlige om dette retlige krav inden behandling, medmindre den pågældende ret forbyder en sådan underretning af hensyn til vigtige samfundsmæssige interesser.
7.3 Uden dokumenteret instruks fra den dataansvarlige kan databehandleren således ikke inden for rammerne af disse Bestemmelser:
- overføre personoplysninger til en dataansvarlig eller databehandler i et tredjeland eller en international organisation
- overlade behandling af personoplysninger til en underdatabehandler i et tredjeland
- behandle personoplysningerne i et tredjeland
7.4 Den dataansvarliges instruks vedrørende overførsel af personoplysninger til et tredjeland, herunder det eventuelle overførselsgrundlag i databeskyttelsesforordningens kapitel V, som overførslen er baseret på, skal angives i bilag C.6.
7.5 Disse Bestemmelser skal ikke forveksles med standardkontraktsbestemmelser som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 2, litra c og d, og disse Bestemmelser kan ikke udgøre et grundlag for overførsel af personoplysninger som omhandlet i databeskyttelsesforordningens kapitel V.
8. Bistand til den dataansvarlige
8.1 Databehandleren bistår, under hensyntagen til behandlingens karakter, så vidt muligt den dataansvarlige ved hjælp af passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med opfyldelse af den dataansvarliges forpligtelse til at besvare anmodninger om udøvelsen af de registreredes rettigheder som fastlagt i databeskyttelsesforordningens kapitel III.
Dette indebærer, at databehandleren så vidt muligt skal bistå den dataansvarlige i forbindelse med, at den dataansvarlige skal sikre overholdelsen af:
- oplysningspligten ved indsamling af personoplysninger hos den registrerede
- oplysningspligten, hvis personoplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede
- indsigtsretten
- retten til berigtigelse
- retten til sletning ("retten til at blive glemt")
- retten til begrænsning af behandling
- underretningspligten i forbindelse med berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandling
- retten til dataportabilitet
- retten til indsigelse
- retten til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering
8.2 I tillæg til databehandlerens forpligtelse til at bistå den dataansvarlige i henhold til Bestemmelse 6.3., bistår databehandleren endvidere, under hensyntagen til behandlingens karakter og de oplysninger, der er tilgængelige for databehandleren, den dataansvarlige med:
- den dataansvarliges forpligtelse til uden unødig forsinkelse og om muligt senest 72 timer, efter at denne er blevet bekendt med det, at anmelde brud på persondatasikkerheden til den kompetente tilsynsmyndighed, Datatilsynet, medmindre at det er usandsynligt, at bruddet på persondatasikkerheden indebærer en risiko for fysiske personers rettigheder eller frihedsrettigheder.
- den dataansvarliges forpligtelse til uden unødig forsinkelse at underrette den registrerede om brud på persondatasikkerheden, når bruddet sandsynligvis vil medføre en høj risiko for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder.
- den dataansvarliges forpligtelse til forud for behandlingen at foretage en analyse af de påtænkte behandlingsaktiviteters konsekvenser for beskyttelse af personoplysninger (en konsekvensanalyse).
- den dataansvarliges forpligtelse til at høre den kompetente tilsynsmyndighed, Datatilsynet, inden behandling, såfremt en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse viser, at behandlingen vil føre til høj risiko i mangel af foranstaltninger truffet af den dataansvarlige for at begrænse risikoen.
8.3 Parterne skal i bilag C angive de fornødne tekniske og organisatoriske foranstaltninger, hvormed databehandleren skal bistå den dataansvarlige samt i hvilket omfang og udstrækning. Det gælder for de forpligtelser, der følger af Bestemmelse 8.1. og 8.2.
9. Underretning om brud på persondatasikkerheden
9.1 Databehandleren underretter uden unødig forsinkelse den dataansvarlige efter at være blevet opmærksom på, at der er sket et brud på persondatasikkerheden.
9.2 Databehandlerens underretning til den dataansvarlige skal om muligt ske senest 5 dage efter, at denne er blevet bekendt med bruddet, sådan at den dataansvarlige kan overholde sin forpligtelse til at anmelde bruddet på persondatasikkerheden til den kompetente tilsynsmyndighed, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 33.
9.3 I overensstemmelse med Bestemmelse 8.2.a skal databehandleren bistå den dataansvarlige med at foretage anmeldelse af bruddet til den kompetente tilsynsmyndighed. Det betyder, at databehandleren skal bistå med at tilvejebringe nedenstående information, som ifølge artikel 33, stk. 3, skal fremgå af den dataansvarliges anmeldelse af bruddet til den kompetente tilsynsmyndighed:
- karakteren af bruddet på persondatasikkerheden, herunder, hvis det er muligt, kategorierne og det omtrentlige antal berørte registrerede samt kategorierne og det omtrentlige antal berørte registreringer af personoplysninger.
- de sandsynlige konsekvenser af bruddet på persondatasikkerheden.
- de foranstaltninger, som den dataansvarlige har truffet eller foreslår truffet for at håndtere bruddet på persondatasikkerheden, herunder, hvis det er relevant, foranstaltninger for at begrænse dets mulige skadevirkninger.
9.4 Parterne skal i bilag C angive den information, som databehandleren skal tilvejebringe i forbindelse med sin bistand til den dataansvarlige i dennes forpligtelse til at anmelde brud på persondatasikkerheden til den kompetente tilsynsmyndighed.
10. Sletning og returnering af oplysninger
10.1 Ved ophør af tjenesterne vedrørende behandling af personoplysninger, er databehandleren forpligtet til at slette alle personoplysninger, der er blevet behandlet på vegne af den dataansvarlige og bekræfte over for den dataansvarlig, at oplysningerne er slettet, medmindre EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret foreskriver opbevaring af personoplysningerne.
11. Revision, herunder inspektion
11.1 Databehandleren stiller alle oplysninger, der er nødvendige for at påvise overholdelsen af databeskyttelsesforordningens artikel 28 og disse Bestemmelser, til rådighed for den dataansvarlige og giver mulighed for og bidrager til revisioner, herunder inspektioner, der foretages af den dataansvarlige eller en anden revisor, som er bemyndiget af den dataansvarlige.
11.2 Procedurerne for den dataansvarliges revisioner, herunder inspektioner, med databehandleren er nærmere angivet i Bilag C.7.
11.3 Databehandleren er forpligtet til at give tilsynsmyndigheder, som efter gældende lovgivningen har adgang til den dataansvarliges eller databehandlerens faciliteter, eller repræsentanter, der optræder på tilsynsmyndighedens vegne, adgang til databehandlerens fysiske faciliteter mod behørig legitimation.
12. Parternes aftale om andre forhold
12.1 Parterne kan aftale andre bestemmelser vedrørende tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger om f.eks. erstatningsansvar, så længe disse andre bestemmelser ikke direkte eller indirekte strider imod Bestemmelserne eller forringer den registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som følger af databeskyttelsesforordningen.
13. Ikrafttræden og ophør
13.1 Bestemmelserne træder i kraft ved accept af Nemsignaturs vilkår og betingelser.
13.2 Begge parter kan kræve Bestemmelserne genforhandlet, hvis lovændringer eller uhensigtsmæssigheder i Bestemmelserne giver anledning hertil.
13.3 Bestemmelserne er gældende, så længe tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger varer. I denne periode kan Bestemmelserne ikke opsiges, medmindre andre bestemmelser, der regulerer levering af tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger, aftales mellem parterne.
13.4 Hvis levering af tjenesterne vedrørende behandling af personoplysninger ophører, og personoplysningerne er slettet eller returneret til den dataansvarlige i overensstemmelse med Bestemmelse 10.1 og Bilag C.4, kan Bestemmelserne opsiges med skriftlig varsel af begge parter.
13.5 Den gældende udgave af databehandleraftalen kan til enhver tid tilgås på databehandlerens hjemmeside. Væsentlige ændringer varsles 30 dage inden de træder i kraft. Brug af Nemsignatur-applikationen efter opdateringen udgør en accept af databehandleraftalen.
14. Ansvar
14.1 Ansvar for handlinger i strid med bestemmelserne i denne databehandleraftale reguleres af ansvars- og erstatningsbestemmelserne i Nemsignaturs vilkår og betingelser. Dette gælder ligeledes for enhver overtrædelse, som foretages af databehandlerens underdatabehandlere.
Bilag A – Oplysninger om behandlingen
A.1. Formålet med databehandlerens behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige
Nemsignatur leverer en digital signaturløsning, der gør det muligt for den dataansvarlige at indhente juridisk bindende elektroniske underskrifter vha. MitID og andre elektroniske identifikationsmidler i overensstemmelse med eIDAS-forordningen. Behandlingen sker med henblik på identifikation af underskrivere, gennemførelse af signaturprocessen og levering af underskrevne dokumenter.
A.2. Databehandlerens behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige drejer sig primært om (karakteren af behandlingen)
Behandlingen omfatter modtagelse, opbevaring og fremsendelse af dokumenter, der skal underskrives, identifikation af underskrivere via MitID eller tilsvarende eID-løsninger, samt generering, lagring og levering af underskrevne dokumenter med tilhørende kryptografiske beviser. Behandlingen sker uden menneskelig indgriben.
A.3. Behandlingen omfatter følgende typer af personoplysninger om de registrerede
Behandlingen omfatter typisk:
- almindelige personoplysninger om afsendere og underskrivere, herunder navn, e-mailadresse og telefonnummer.
- identifikationsoplysninger fra MitID eller andre elektroniske identifikationsmidler.
- tekniske oplysninger og transaktionslog om signaturhandlinger, herunder IP-adresse, tidsstempel og enhedsoplysninger.
- indholdet af de dokumenter, som den dataansvarlige sender til signering, hvilket – afhængigt af den dataansvarliges anvendelse – kan omfatte både almindelige og følsomme personoplysninger som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 9.
A.4. Behandlingen omfatter følgende kategorier af registrerede
- den dataansvarliges medarbejdere og brugere af tjenesten.
- modtagere og underskrivere af dokumenter.
- øvrige fysiske personer, der måtte være omtalt i de dokumenter, som behandles via tjenesten.
A.5. Behandlingen har følgende varighed
Personoplysninger og underskrevne dokumenter opbevares så længe det er nødvendigt for at sikre dokumenternes ægthed, integritet og bevisværdi, og for at den dataansvarlige kan opfylde sine forpligtelser i henhold til gældende lovgivning.
Data slettes i henhold til databehandlerens sletterutiner og den dataansvarliges instruks.
Bilag B – Underdatabehandlere
B.1. Godkendte underdatabehandlere
Ved Bestemmelsernes ikrafttræden har den dataansvarlige godkendt brugen af følgende underdatabehandlere:
| Navn | Reg.nr. | Adresse | Beskrivelse af behandling |
|---|---|---|---|
| Amazon Web Services EMEA SARL | B186284 | 38 avenue John F. Kennedy, L-1855 Luxembourg | Hoster Nemsignatur applikationen og tilhørende services (heriblandt, mail services m.m.). |
| Better Stack, Inc. | 7053550 | 651 N Broad Street, Suite 206, Middletown, Delaware 19709, United States | Platform til overvågning af IT-systemer, herunder logging og incident management. Data hostes i EU. |
| Neon, LLC | 86-2123646 | 209 Orange Street, Wilmington, DE 19801, United States | Leverer database-infrastruktur til Nemsignatur applikationen. Data hostes i EU. |
Bilag C – Instruks vedrørende behandling af personoplysninger
C.1. Behandlingens genstand/instruks
Databehandlerens behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige sker ved, at databehandleren udfører følgende:
Nemsignatur modtager dokumenter fra den dataansvarlige til signering, gennemfører identifikation af underskrivere vha. MitID eller andre elektroniske identifikationsmidler, indsamler elektroniske underskrifter, genererer kryptografiske signaturbeviser og leverer de underskrevne dokumenter til den dataansvarlige og eventuelle modtagere.
C.2. Behandlingssikkerhed
Databehandlerens sikkerhedsforanstaltninger skal tage højde for følgende:
Behandlingen omfatter identifikationsoplysninger fra MitID og andre elektroniske identifikationsmidler samt dokumenter, der kan indeholde alle typer personoplysninger, herunder følsomme oplysninger som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 9.
Risikoen for fysiske personers rettigheder vurderes som forhøjet, da behandlingen omfatter identitetsoplysninger og dokumenter med juridisk bindende virkning. Behandlingen kræver derfor høj sikkerhed, særligt ift. transmission, opbevaring og adgangsstyring.
Databehandleren skal som minimum gennemføre følgende foranstaltninger, som er aftalt med den dataansvarlige:
- Der skal være etableret politikker og procedurer for it-sikkerhed og behandling af følsomme personoplysninger.
- Der skal anvendes stærke og anerkendte krypteringsprotokoller, som minimum TLS 1.3, ved transmission af data.
- Der skal være etableret løbende overvågning og logning af systemgange og hændelser.
- Adgang til systemer skal være beskyttet med krypterede forbindelser og to-faktor-godkendelse.
- Adgang til personoplysninger skal begrænses til et minimum af medarbejdere, og disse skal være oplært i korrekt håndtering af personoplysninger.
Sikkerhedsforanstaltninger skal løbende vurderes og opdateres for at sikre, at de fortsat er passende i forhold til behandlingens karakter.
C.3 Bistand til den dataansvarlige
Databehandleren skal, i det omfang det er muligt, bistå den dataansvarlige i overensstemmelse med punkt 8.1. og 8.2.
C.4 Opbevaringsperiode/sletterutine
Underskrevne dokumenter og tilhørende signaturbeviser opbevares så længe det er nødvendigt for at sikre dokumenternes ægthed, integritet og bevisværdi, eller indtil den dataansvarlige instruerer databehandleren om at slette dem.
Øvrige personoplysninger, herunder midlertidige procesdata, slettes uden unødig forsinkelse, når de ikke længere er nødvendige for tjenestens drift.
C.5 Lokalitet for behandling
Behandling af personoplysninger foretages udelukkende af underdatabehandlere, der leverer deres tjenesteydelser inden for EU.
Behandling af de af Bestemmelserne omfattede personoplysninger kan ikke uden den dataansvarliges skriftlige godkendelse ske på andre lokaliteter.
C.6 Instruks vedrørende overførsel af personoplysninger til tredjelande
Der må ikke overføres personoplysninger til tredjelande uden for EU, medmindre der anvendes underdatabehandlere nævnt i bilag B med tilstrækkelig databeskyttelse.
C.7 Procedurer for den dataansvarliges revisioner, herunder inspektioner, med behandlingen af personoplysninger, som er overladt til databehandleren
Databehandleren stiller årligt en relevant revisorerklæring eller intern revisionsrapport til rådighed, som beskriver foranstaltninger, der sikrer overholdelse af databeskyttelsesforordningen og denne aftale.
Den dataansvarlige kan alene kræve fysisk inspektion eller ekstern revision, hvis der foreligger rimelig mistanke om brud på databehandlers forpligtelser, og kun efter skriftlig varsel på 30 dage. Den dataansvarlige afholder selv alle omkostninger forbundet hermed.